Those nine days

De ni dages ventetid skulle kun have været syv. Det var ni lange, pinefulde dage. Lægerne kendte til dagenes karakter og ringede for at berolige mig. Stillede sig hele tiden til rådighed og støttede mig. Alligevel var jeg angst. Ikke bare urolig og bekymret, jeg have dødsangst. Negative tanker herskede over mit sind og tvang mig i knæ. Jeg kunne ingenting, kunne knap være i mig selv. Da svaret så kommer og det faktisk bare har ventet på, er en konstatering af at man er alvorligt syg, tvinges jeg kun mere i knæ.

Nu var spørgsmålet, hvordan jeg skulle behandles. Om menuen stod på operation eller en kombination af stråling og kemo. Det skulle der en udredning til at bestemme. En udredning som bestod af scanninger i MR scanner og PET-CT scanner. Ligeledes en undersøgelse af svulsten, mens jeg lå i fuld bedøvelse. I dagene op til disse undersøgelser, lå jeg på enestue på Klinik for Kvindesygdomme på Skejby. Jeg var pludselig fattet. Faktisk uhyggeligt fattet og havde min humor med mig. Engang imellem tænkte jeg, at det var upassende så meget som jeg kunne grine med mine gæster. Så lidt jeg græd. Så lidt jeg frygtede. At angsten var gledet i baggrunde. Sagen var bare, at distancen gav mig tid til at lade op til behandlingen. Det var som et tilløb til noget stort.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s