A mini bar at home

home bar

Barbord af SMD Design, krystalglas og karaffel fra Lyngby,  serveringsbræt af Louise Roe

Jeg drømmer om, at købe mig et lækkert barbord som dette fra SMD Design. Det ville inspirer mig til at byde veninderne på en flot drink, eller bare slænge mig på min sofa og nyde en five o clock drink i eget selskab. Mine favoritdrinks er gin&tonic og noget så usædvanligt som whisky (i hvert fald usædvanligt for en ung kvinde som mig).

Min favorit gin er Geranium. Blander man den op med rosen lemonade fra Fentimann, bliver det en helt fantastisk gin&tonic.

Something I look forward to

home

Fad fra Kähler x Stine Goya, knager og reol fra Normann Copenhagen og puf fra Søstrene Grene

Midt i kampens hede, sker der også noget dejligt. For et par måneder siden fik jeg fat i en lækker lejlighed i centrum af Viborg, byen hvor jeg er vokset op. Det er en 125m2 stor lejlighed i den øverste del af et smukt gammelt bindingsværkshus. Jeg er vildt forelsket i det og glæder mig meget til, at kunne vise jer billeder af det, når jeg flytter ind i april. Endnu mere glæder jeg mig til at indrette det og være omgivet af egne ting igen. For hvis det ikke skal være løgn, så har jeg ikke haft mit eget hjem i 11 måneder. Heldigvis har det været et lille [r, hvor jeg er blevet passet mere end godt på af min dejlige familie.

Ovenfor ser i nogle af de ting, som jeg allerede har investeret i til lejligheden. Som i kan se lukker jeg en masse fine farver ind i det nye hjem.

Status update

Det har krævet et stort tilløb fra min side, at begynde at blogge igen. Sidst jeg skrev, ventede jeg på at finde ud af, om jeg var købt eller solgt, om behandlingen havde haft den ønskede virkning og banket svulsten i jorden eller ej. I november måned fik jeg svaret. Jeg blev erklæret cancerfri, men jeg havde svært ved at tro det. Især fordi jeg fik at vide, at PET CT scanningen viste at der kunne være en smule aktivitet tilbage, men det slog lægen hen, med ordene om, at det sagtens bare kunne være lidt betændelse. I januar måned var jeg stadig træt som aldrig før og ønskede at blive undersøgt for tilbagefald. Ved en enkel undersøgelse fandt man intet mistænkeligt. Det oprindeligt planlagte eftertjek bestående af to scanninger lå senere på måneden. Her viste billederne at der muligvis var cancer i mine lymfeknuder i bækkenet. Det gav mening for mig. Jeg havde det ikke godt. Jeg følte mig syg og svækket og dette kunne en biopsi også snart herefter bekræfte. Det var nedslående og jeg var bange. Meget mere bange end det foregående forløb. Nu kom cancerens luskede side for alvor frem. Lægerne tilbød mig en operation. En bortoperation af både lymfeknuder og for en sikkerhedsskyld også min livmoder. Det skræmte mig ad helveds til og tanken om at miste min livmoder helt forbandt jeg med at miste mere femininitet end jeg havde gjort ved at blive ufrugtbar ved første behandling. Jeg var ulykkelig over det og er det stadig. Operationen var benhård. Den tog lidt over seks timer og her over en måned senere er jeg stadig ved at komme mig ovenpå det. Samtidig trapper jeg ud af morfinen der har skulle kvæle mine smerter, og det har rent ud sagt været hæsligt. Jeg har grædt som aldrig før, været angst, følt mig fanget og fuldstændigt fortabt. Nu er jeg næsten ude af det og i stor bedring.

Status er nu den at de lymfeknuder man har fjernet, er blevet undersøgt og man har fundet væv der tyder på mulig spredning. Derfor står jeg nu med valget om, om jeg vil tage imod en behandling bestående af seks gang hård kemo, eller om jeg vil undlade det og håbe på at der ikke er mere cancer tilbage. Det sidste tør jeg simpelthen ikke. Så når jeg om en lille måned mødes med lægerne igen, er jeg sikker på at jeg ender med at takke ja til behandlingen. Det skræmmer mig i den grad, men jeg vil hellere skyde gråspurve med kanoner end risikere at være dødsyg om et par år.

6d34352044fa96f1ded6408642b5b42e