Status update

Det har krævet et stort tilløb fra min side, at begynde at blogge igen. Sidst jeg skrev, ventede jeg på at finde ud af, om jeg var købt eller solgt, om behandlingen havde haft den ønskede virkning og banket svulsten i jorden eller ej. I november måned fik jeg svaret. Jeg blev erklæret cancerfri, men jeg havde svært ved at tro det. Især fordi jeg fik at vide, at PET CT scanningen viste at der kunne være en smule aktivitet tilbage, men det slog lægen hen, med ordene om, at det sagtens bare kunne være lidt betændelse. I januar måned var jeg stadig træt som aldrig før og ønskede at blive undersøgt for tilbagefald. Ved en enkel undersøgelse fandt man intet mistænkeligt. Det oprindeligt planlagte eftertjek bestående af to scanninger lå senere på måneden. Her viste billederne at der muligvis var cancer i mine lymfeknuder i bækkenet. Det gav mening for mig. Jeg havde det ikke godt. Jeg følte mig syg og svækket og dette kunne en biopsi også snart herefter bekræfte. Det var nedslående og jeg var bange. Meget mere bange end det foregående forløb. Nu kom cancerens luskede side for alvor frem. Lægerne tilbød mig en operation. En bortoperation af både lymfeknuder og for en sikkerhedsskyld også min livmoder. Det skræmte mig ad helveds til og tanken om at miste min livmoder helt forbandt jeg med at miste mere femininitet end jeg havde gjort ved at blive ufrugtbar ved første behandling. Jeg var ulykkelig over det og er det stadig. Operationen var benhård. Den tog lidt over seks timer og her over en måned senere er jeg stadig ved at komme mig ovenpå det. Samtidig trapper jeg ud af morfinen der har skulle kvæle mine smerter, og det har rent ud sagt været hæsligt. Jeg har grædt som aldrig før, været angst, følt mig fanget og fuldstændigt fortabt. Nu er jeg næsten ude af det og i stor bedring.

Status er nu den at de lymfeknuder man har fjernet, er blevet undersøgt og man har fundet væv der tyder på mulig spredning. Derfor står jeg nu med valget om, om jeg vil tage imod en behandling bestående af seks gang hård kemo, eller om jeg vil undlade det og håbe på at der ikke er mere cancer tilbage. Det sidste tør jeg simpelthen ikke. Så når jeg om en lille måned mødes med lægerne igen, er jeg sikker på at jeg ender med at takke ja til behandlingen. Det skræmmer mig i den grad, men jeg vil hellere skyde gråspurve med kanoner end risikere at være dødsyg om et par år.

6d34352044fa96f1ded6408642b5b42e

What now?

tumblr_o8f9twzslv1ugvglyo1_500

Hvad så nu? Nu er jeg flyttet ind hos min awesome kusine og hendes søde kæreste. De udlejer mig et værelse midt i Aarhus og jeg er dem dybt taknemmelig. Her er rart, lyst og smukt. Jeg har netop nu en tid foran mig her, hvor jeg skal finde min balance igen og fordøje alt det, jeg har været igennem. Jeg skal lade op til, at begynde at arbejde igen og frem for alt skal jeg være god ved mig selv. Alle sammen ting man skulle synes kunne lade sig gøre, men jeg har svært ved det. Meget endda. Jeg føler, at jeg står i en bobbel og verden omkring mig farer forbi. Jeg, en kvinde på 28, står uden bolig og job om få måneder og det stresser mig. Jeg vil være med derude, hvor man gør en forskel, jeg vil ha’ mit gamle arbejde med udsatte børn tilbage, jeg vil have et hjem jeg kan slå rødder i, indrette så man kan se, det er mig der bor der, jeg vil leve og føle, at jeg gør det. Lige nu må mit fokus blot være på at finde den bolig, hvor jeg kan finde ro og velvære til at bygge min verden op på ny. Det vil lykkes, det må jeg se mig selv i øjnene i spejlet og sige højt hver eneste dag. Jeg må også sige, at jeg fortjener det. For det gør jeg. Jeg fortjener det.

The treatment

IMG_5407Behandlingen af min kræft kunne nu begynde. Nu hed det dog stråling over 25 hverdage, fem gange kemo og to gange indre strålinger. Det lyder voldsomt og det var det også. Jeg havde en fornemmelse af at miste kontrol. Det gjorde jeg også. Jeg skulle blot møde op og lade mig behandle. Som dagene gik blev det hårdere og hårdere, fordi jeg fik mere og mere information, nye sanseindtryk, mødte flere læger og sygeplejersker, blev svagere fysisk. Alligevel var alt godt, set i perspektiv. Sygeplejerskerne og lægerne er nogle af de mest passionerede og hjertevarme mennesker jeg har mødt, min “kemogruppe bestående af tre andre kvinder ud over mig var enestående – vi grinte højlydt alle gange undtagen én. Jeg tålte behandlingen godt, bedre end de fleste tør håbe på. Jeg havde en fornemmelse af at være i krig. I krig mod noget, der virkede umuligt at bekæmpe. Umuligt at begribe. Jeg lærte dog at lade min styrke få plads, at vende kontroltabet til en tanke om, at lade mig passe på og at jeg har grund til at være stolt. Jeg er blevet rigere. Jeg har mødt mennesker, som hver især har sat dybe spor. De forsvinder aldrig de spor. Jeg er færdig med behandlingen. Jeg er dog ikke ude på den anden side. Jeg mangler svar på om jeg vandt. Det svar får jeg først om et par måneder. Et par måneder er forfærdeligt lang tid at vente.