Fight on

21463133_10214544651629231_5973139322859144462_n

Idag går jeg for alvor igang med krigen mod canceren igen. Jeg har fået en afbudstid hos Aarhus Privatklinik til både konsultation og første behandling med højdosis c-vitamin. Jeg har simpelthen så meget energi i kroppen, af ren spænding over det. I hører fra mig imorgen igen, når jeg kan fortælle om min oplevelse af det. 

Advertisements

It’s not over until I win

21106431_10214375581842592_7358548439718529413_n

I mandags fik jeg den grimmeste besked man kan tænke sig. Jeg var på Skejby / Aarhus Universitetshospital, for at få at vide hvordan min krop tager imod kemobehandlingen. Dagene optil var jeg bange og især søndag var jeg som lammet. Jeg havde dødsangst.

Lige nu sidder jeg igen og bliver lidt lammet. Stirrer ud i den silende regn og fanges af tankemylder. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, sætte ord på. Men jeg er nødt til at prøve.

Mine forældre og jeg ankom til Skejby fire minutter før samtalen skulle finde sted. Vi sad i venteværelset og tiden gik i stå for mig. Tankerne fløj og jeg kunne umuligt fange en eneste af dem. Sygeplejersken hentede mig, havde et alvorligt udtryk og fulgte os ind til lægen. Hun har haft lange og gode samtaler med mig tidligere og hendes udtryk bekymrede mig. Lægen så ligefrem ulykkelig ud. Hun tøvede ikke før hun sagde, at der var dårligt nyt. At skanningen ikke var god. Det løb mig koldt ned af ryggen og den første tåre fandt vej ned af min kind. Hvad betyder det? fik jeg spurgt. Det betyder at kemoen ingen virkning har. Tværtimod har kræften spredt sig til nyrer, lever og knogler. Nu strømmede tårerne og mit sind blev farveløst og sløret. Trods tomheden fik jeg spurgt om hvad der så skulle ske med mig. Jeg bliver fri for flere behandlinger, der er ikke mere de kan gøre på Skejby og så starter en smertebehandling. Ingen ved hvor lang eller kort tid jeg har igen. Ordet hospice blev nævnt og min verden faldt fra hinanden. Jeg følte det var en dødsdom og at ingen kunne rede mig. Mine forældre var lige så knust som jeg.

Idag har jeg stadig ikke helt forstået det. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det. Jeg ved bare at det er ubeskriveligt uhyggeligt.

Jeg er omringet af fantastiske mennesker som overdynger mig med kærlighed og den kærlighed bare suger jeg til mig.

 

Dealing with having no hair

20992843_10214275350496871_8940238661172362470_n

To uger efter jeg fik min første gang kemo, begyndte jeg at tabe håret. Det dryssede af, når jeg rørte ved det. Og hurtigt tog det fart, jeg fik store skaldede pletter og lignede mest af alt en syg kat.

Før det skete havde jeg klippet mig helt korthåret, for ikke at sidde med lange totter hår, når det begyndte at falde af. De gjorde det mindre dramatisk, og forberedte mig på processen. Jeg købte også tre tørklæde hos min fantastiske frisør (Obitsø i Viborg), så jeg var klar med dem. Det var dejligt, at være på forkant.

Idag går jeg med tørklæderne, når jeg er ude. Og så forsøger jeg at spice det hele op med smukke smykker. Generelt gør det en kæmpe forskel for mig, at klæde mig flot på, at gøre noget ud af mig selv. Det kan jeg kun, når jeg har overskud, men så gør jeg det også.

Jeg får stadig et chok engang imellem, når jeg ser mig selv i spejlet, og der står en skaldet kvinde og kigger tilbage på mig. Men lige så langsomt vænner jeg mig til det og det er ikke noget der gør mig ulykkelig. Det er bare specielt.