It’s not over until I win

21106431_10214375581842592_7358548439718529413_n

I mandags fik jeg den grimmeste besked man kan tænke sig. Jeg var på Skejby / Aarhus Universitetshospital, for at få at vide hvordan min krop tager imod kemobehandlingen. Dagene optil var jeg bange og især søndag var jeg som lammet. Jeg havde dødsangst.

Lige nu sidder jeg igen og bliver lidt lammet. Stirrer ud i den silende regn og fanges af tankemylder. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, sætte ord på. Men jeg er nødt til at prøve.

Mine forældre og jeg ankom til Skejby fire minutter før samtalen skulle finde sted. Vi sad i venteværelset og tiden gik i stå for mig. Tankerne fløj og jeg kunne umuligt fange en eneste af dem. Sygeplejersken hentede mig, havde et alvorligt udtryk og fulgte os ind til lægen. Hun har haft lange og gode samtaler med mig tidligere og hendes udtryk bekymrede mig. Lægen så ligefrem ulykkelig ud. Hun tøvede ikke før hun sagde, at der var dårligt nyt. At skanningen ikke var god. Det løb mig koldt ned af ryggen og den første tåre fandt vej ned af min kind. Hvad betyder det? fik jeg spurgt. Det betyder at kemoen ingen virkning har. Tværtimod har kræften spredt sig til nyrer, lever og knogler. Nu strømmede tårerne og mit sind blev farveløst og sløret. Trods tomheden fik jeg spurgt om hvad der så skulle ske med mig. Jeg bliver fri for flere behandlinger, der er ikke mere de kan gøre på Skejby og så starter en smertebehandling. Ingen ved hvor lang eller kort tid jeg har igen. Ordet hospice blev nævnt og min verden faldt fra hinanden. Jeg følte det var en dødsdom og at ingen kunne rede mig. Mine forældre var lige så knust som jeg.

Idag har jeg stadig ikke helt forstået det. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det. Jeg ved bare at det er ubeskriveligt uhyggeligt.

Jeg er omringet af fantastiske mennesker som overdynger mig med kærlighed og den kærlighed bare suger jeg til mig.

 

Advertisements

Dealing with having no hair

20992843_10214275350496871_8940238661172362470_n

To uger efter jeg fik min første gang kemo, begyndte jeg at tabe håret. Det dryssede af, når jeg rørte ved det. Og hurtigt tog det fart, jeg fik store skaldede pletter og lignede mest af alt en syg kat.

Før det skete havde jeg klippet mig helt korthåret, for ikke at sidde med lange totter hår, når det begyndte at falde af. De gjorde det mindre dramatisk, og forberedte mig på processen. Jeg købte også tre tørklæde hos min fantastiske frisør (Obitsø i Viborg), så jeg var klar med dem. Det var dejligt, at være på forkant.

Idag går jeg med tørklæderne, når jeg er ude. Og så forsøger jeg at spice det hele op med smukke smykker. Generelt gør det en kæmpe forskel for mig, at klæde mig flot på, at gøre noget ud af mig selv. Det kan jeg kun, når jeg har overskud, men så gør jeg det også.

Jeg får stadig et chok engang imellem, når jeg ser mig selv i spejlet, og der står en skaldet kvinde og kigger tilbage på mig. Men lige så langsomt vænner jeg mig til det og det er ikke noget der gør mig ulykkelig. Det er bare specielt.

The esthete

Jeg er æstetiker med stort Æ. Desværre slår kemoen mig bare i lange perioder så hårdt ud, at jeg ikke har energi til det jeg gerne ville; at være kreativ. Det er dybt frustrerende, men idag vælger jeg at drømme stort om alle de smukke ting jeg kan lave, når jeg kommer til kræfter igen.

Jeg planlægger at lave mit nuværende yogaværelse om til et kombineret “walkincloset ” og yogaværelse. Jeg har så fantastisk meget fint tøj og smukke sko, som jeg gerne vil nyde synet af i hverdagen og det ville jeg kunne med et sådant værelse. Når jeg bliver rask, altså.

Værelset skal være yderst elegant og jeg har derfor i tankerne at male hele rummet for at sætte en fin og særlig stemning med et strejf af slow luxury. Den maling jeg har set mig varm på, er St. Pauls Blue fra Jotun, lavet i samarbejde med Frama.

“Denne farve er udviklet i samarbejde med Frama.
Frama’s designstudio ligger centralt i København i det historiske Nyboder. Lokalerne husede tidligere St. Pauls apotek, som blev etableret i 1800. Da designerne skulle istandsætte deres egne lokaler, ønskede de at udvikle en farve, som var unik og passede perfekt til deres stil. Mange nuancer blev blandet og vurderet undervejs, og i samarbejde med Jotun, blev den smukke, dybe blå tone St. Pauls Blue skabt. Farven har historiske farvereferencer i sig, men også elementer af den urbane og industrielle stil.” – Jotun.

Udover at male, vil jeg gerne anskaffe mig en Moodstand skoreol af Roohn&Rahn, hænge min smukke garderobestang af kobber op og finde en smuk måde at opbevare mine accessories på. Åh ja, og så vil jeg gerne have et full body spejl fra Skagerak og et garçon mirror by Nathalie Lété for Domestic.

mg_6682_22

Herover ses garderobestangen, som jeg har købt for en håndfuld år siden.