And then it went down the hill

Jeg har desværre dårligt nyt at dele med jer. Måske i allerede havde gættet det ud fra tavsheden herinde.

Jeg går bare direkte til sagen, som er den at jeg er meget alvorligt syg nu. Scanningen har vist at kræften nu har spredt sig til lymfeknuder i mit bækken, min mave, langs min rygsøjle og allerværst befinder den sig nu også i mine lunger.

Hvordan reagerer man på sådan en besked? Jeg blev dybt ulykkelig og straks angst for at dø. En voldsomt tyngde lagde sig straks over min krop og de næste mange dage sov jeg ekstremt meget, for at alt skulle kunne falde bare lidt på plads i mit hovede.

Igår, mandag, opstartede jeg en hård kemokur, som min krop indtil videre ikke har reageret negativt på. Jeg er opsat på at kæmpe!

IMG_1462

My life status

18814141_10213480913676447_4846417649860582187_n

Jeg beklager, at der så ofte opstår store pauser i min bloggen. Sådan er det, når livet slår knuder og er uforudsigeligt. Jeg har savnet, at dele mine tanker med jer.

Denne sommer er speciel. For et år siden fik jeg konstateret livmoderhalskræft og hele mit liv blev vendt på hovedet. Jeg kom lynhurtigt i behandling med stråler og kemoterapi og man forventede, at jeg efter et halvt år med behandling og restitution ville kunne erklæres rask. Det blev jeg også, men kræften viste sit grimme ansigt blot få måneder herefter. Denne gang i lymfeknuderne. Jeg gennemgik en hård operation og perioden med at komme mig herefter, var rent ud sagt ulidelig. Hvad værre er, at operationen viste sig, ikke at være tilstrækkelig. Kræften har bidt sig godt fast, og vævsprøver viser at den stadig er at finde. Om en måned vil det vise sig, om jeg skal igennem en hård omgang kemo. I mellemtiden står jeg med en masse tid på hænderne og en masse tanker og bekymringer. For hvordan pokker kan man undgå at blive angst, når kræften ikke vil give slip. Når man ikke længere har kontrol over livet. Når man ikke kan planlægge fremtiden og finde ro i sindet. Jeg prøver og kan stadig mærke en stor indvendig styrke, men min skrøbelighed fylder også meget og nogle dage bare strømmer tårerne ned af mine kinder. 

Status update

Det har krævet et stort tilløb fra min side, at begynde at blogge igen. Sidst jeg skrev, ventede jeg på at finde ud af, om jeg var købt eller solgt, om behandlingen havde haft den ønskede virkning og banket svulsten i jorden eller ej. I november måned fik jeg svaret. Jeg blev erklæret cancerfri, men jeg havde svært ved at tro det. Især fordi jeg fik at vide, at PET CT scanningen viste at der kunne være en smule aktivitet tilbage, men det slog lægen hen, med ordene om, at det sagtens bare kunne være lidt betændelse. I januar måned var jeg stadig træt som aldrig før og ønskede at blive undersøgt for tilbagefald. Ved en enkel undersøgelse fandt man intet mistænkeligt. Det oprindeligt planlagte eftertjek bestående af to scanninger lå senere på måneden. Her viste billederne at der muligvis var cancer i mine lymfeknuder i bækkenet. Det gav mening for mig. Jeg havde det ikke godt. Jeg følte mig syg og svækket og dette kunne en biopsi også snart herefter bekræfte. Det var nedslående og jeg var bange. Meget mere bange end det foregående forløb. Nu kom cancerens luskede side for alvor frem. Lægerne tilbød mig en operation. En bortoperation af både lymfeknuder og for en sikkerhedsskyld også min livmoder. Det skræmte mig ad helveds til og tanken om at miste min livmoder helt forbandt jeg med at miste mere femininitet end jeg havde gjort ved at blive ufrugtbar ved første behandling. Jeg var ulykkelig over det og er det stadig. Operationen var benhård. Den tog lidt over seks timer og her over en måned senere er jeg stadig ved at komme mig ovenpå det. Samtidig trapper jeg ud af morfinen der har skulle kvæle mine smerter, og det har rent ud sagt været hæsligt. Jeg har grædt som aldrig før, været angst, følt mig fanget og fuldstændigt fortabt. Nu er jeg næsten ude af det og i stor bedring.

Status er nu den at de lymfeknuder man har fjernet, er blevet undersøgt og man har fundet væv der tyder på mulig spredning. Derfor står jeg nu med valget om, om jeg vil tage imod en behandling bestående af seks gang hård kemo, eller om jeg vil undlade det og håbe på at der ikke er mere cancer tilbage. Det sidste tør jeg simpelthen ikke. Så når jeg om en lille måned mødes med lægerne igen, er jeg sikker på at jeg ender med at takke ja til behandlingen. Det skræmmer mig i den grad, men jeg vil hellere skyde gråspurve med kanoner end risikere at være dødsyg om et par år.

6d34352044fa96f1ded6408642b5b42e