Status update

Det har krævet et stort tilløb fra min side, at begynde at blogge igen. Sidst jeg skrev, ventede jeg på at finde ud af, om jeg var købt eller solgt, om behandlingen havde haft den ønskede virkning og banket svulsten i jorden eller ej. I november måned fik jeg svaret. Jeg blev erklæret cancerfri, men jeg havde svært ved at tro det. Især fordi jeg fik at vide, at PET CT scanningen viste at der kunne være en smule aktivitet tilbage, men det slog lægen hen, med ordene om, at det sagtens bare kunne være lidt betændelse. I januar måned var jeg stadig træt som aldrig før og ønskede at blive undersøgt for tilbagefald. Ved en enkel undersøgelse fandt man intet mistænkeligt. Det oprindeligt planlagte eftertjek bestående af to scanninger lå senere på måneden. Her viste billederne at der muligvis var cancer i mine lymfeknuder i bækkenet. Det gav mening for mig. Jeg havde det ikke godt. Jeg følte mig syg og svækket og dette kunne en biopsi også snart herefter bekræfte. Det var nedslående og jeg var bange. Meget mere bange end det foregående forløb. Nu kom cancerens luskede side for alvor frem. Lægerne tilbød mig en operation. En bortoperation af både lymfeknuder og for en sikkerhedsskyld også min livmoder. Det skræmte mig ad helveds til og tanken om at miste min livmoder helt forbandt jeg med at miste mere femininitet end jeg havde gjort ved at blive ufrugtbar ved første behandling. Jeg var ulykkelig over det og er det stadig. Operationen var benhård. Den tog lidt over seks timer og her over en måned senere er jeg stadig ved at komme mig ovenpå det. Samtidig trapper jeg ud af morfinen der har skulle kvæle mine smerter, og det har rent ud sagt været hæsligt. Jeg har grædt som aldrig før, været angst, følt mig fanget og fuldstændigt fortabt. Nu er jeg næsten ude af det og i stor bedring.

Status er nu den at de lymfeknuder man har fjernet, er blevet undersøgt og man har fundet væv der tyder på mulig spredning. Derfor står jeg nu med valget om, om jeg vil tage imod en behandling bestående af seks gang hård kemo, eller om jeg vil undlade det og håbe på at der ikke er mere cancer tilbage. Det sidste tør jeg simpelthen ikke. Så når jeg om en lille måned mødes med lægerne igen, er jeg sikker på at jeg ender med at takke ja til behandlingen. Det skræmmer mig i den grad, men jeg vil hellere skyde gråspurve med kanoner end risikere at være dødsyg om et par år.

6d34352044fa96f1ded6408642b5b42e

What now?

tumblr_o8f9twzslv1ugvglyo1_500

Hvad så nu? Nu er jeg flyttet ind hos min awesome kusine og hendes søde kæreste. De udlejer mig et værelse midt i Aarhus og jeg er dem dybt taknemmelig. Her er rart, lyst og smukt. Jeg har netop nu en tid foran mig her, hvor jeg skal finde min balance igen og fordøje alt det, jeg har været igennem. Jeg skal lade op til, at begynde at arbejde igen og frem for alt skal jeg være god ved mig selv. Alle sammen ting man skulle synes kunne lade sig gøre, men jeg har svært ved det. Meget endda. Jeg føler, at jeg står i en bobbel og verden omkring mig farer forbi. Jeg, en kvinde på 28, står uden bolig og job om få måneder og det stresser mig. Jeg vil være med derude, hvor man gør en forskel, jeg vil ha’ mit gamle arbejde med udsatte børn tilbage, jeg vil have et hjem jeg kan slå rødder i, indrette så man kan se, det er mig der bor der, jeg vil leve og føle, at jeg gør det. Lige nu må mit fokus blot være på at finde den bolig, hvor jeg kan finde ro og velvære til at bygge min verden op på ny. Det vil lykkes, det må jeg se mig selv i øjnene i spejlet og sige højt hver eneste dag. Jeg må også sige, at jeg fortjener det. For det gør jeg. Jeg fortjener det.

Change of focus

Hele vejen gennem mit kræftforløb, har jeg gjort meget for at lade mig opsluge af andet end min sygdom. At glemme den for en stund. Det der har virket og stadig virker absolut bedst, er at gå på museer, lade mig opsluge af kunsten, at være kreativ, lade processen og tilblivelsen af nye fine ting tage al min opmærksomhed og at få store oplevelser. Noget af det fineste, vildeste og mest magiske jeg har oplevet, var Den Sorte Skoles koncert i Aarhus Domkirke. Lyset, lyden, stemningen, alt gik op i en højere enhed og førte mig langt væk fra min kamp og ind i et univers, hvor jeg ikke skulle andet, end at suge det hele til mig.

Derudover er det, som om jeg tiltrækkes af og værtsætter skønhed og små fine detaljer i hverdagen i højere grad end førhen. Jeg fornemmer, at jeg har langt mere øje for små øjeblikke, detaljer, udtryk og stemninger. Jeg påskønner dem og tager dem med mig, som kunne jeg putte dem i min lomme. Jeg lader dem fylde og stå i kontrast til de bekymringer, smerter og sorger der følger med kræften. Det er et fokus jeg vil holde fast i og tage med mig reste af livet.

img_7811

img_8239

img_9163