It’s not over until I win

21106431_10214375581842592_7358548439718529413_n

I mandags fik jeg den grimmeste besked man kan tænke sig. Jeg var på Skejby / Aarhus Universitetshospital, for at få at vide hvordan min krop tager imod kemobehandlingen. Dagene optil var jeg bange og især søndag var jeg som lammet. Jeg havde dødsangst.

Lige nu sidder jeg igen og bliver lidt lammet. Stirrer ud i den silende regn og fanges af tankemylder. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, sætte ord på. Men jeg er nødt til at prøve.

Mine forældre og jeg ankom til Skejby fire minutter før samtalen skulle finde sted. Vi sad i venteværelset og tiden gik i stå for mig. Tankerne fløj og jeg kunne umuligt fange en eneste af dem. Sygeplejersken hentede mig, havde et alvorligt udtryk og fulgte os ind til lægen. Hun har haft lange og gode samtaler med mig tidligere og hendes udtryk bekymrede mig. Lægen så ligefrem ulykkelig ud. Hun tøvede ikke før hun sagde, at der var dårligt nyt. At skanningen ikke var god. Det løb mig koldt ned af ryggen og den første tåre fandt vej ned af min kind. Hvad betyder det? fik jeg spurgt. Det betyder at kemoen ingen virkning har. Tværtimod har kræften spredt sig til nyrer, lever og knogler. Nu strømmede tårerne og mit sind blev farveløst og sløret. Trods tomheden fik jeg spurgt om hvad der så skulle ske med mig. Jeg bliver fri for flere behandlinger, der er ikke mere de kan gøre på Skejby og så starter en smertebehandling. Ingen ved hvor lang eller kort tid jeg har igen. Ordet hospice blev nævnt og min verden faldt fra hinanden. Jeg følte det var en dødsdom og at ingen kunne rede mig. Mine forældre var lige så knust som jeg.

Idag har jeg stadig ikke helt forstået det. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det. Jeg ved bare at det er ubeskriveligt uhyggeligt.

Jeg er omringet af fantastiske mennesker som overdynger mig med kærlighed og den kærlighed bare suger jeg til mig.

 

Advertisements

Something to look forward to

Det er snart min føsdselsdag. Eller, der er over en måned til, men jeg er typen der glæder sig i lang tid. Jeg elsker overraskelser og forkælelse. Jeg elsker at blive fejret af mine kære.

Nu hvor jeg er syg, har jeg endnu mere brug for særlige dage, at glæde mig til. Noget at se frem til, midt i alle bekymringerne. Bekymringer som fylder meget disse dage, for på torsdag skal jeg skannes og d. 6/7 er der svar på skanningen. Det gør mig ængstelig, og jeg skal aktivt sørge for også at tænke positive tanker og bevare håbet.

Idag har jeg siddet og tænkt på, hvad jeg kunne ønske mig i fødselsdagsgave. Noget der kan give mig et smil på læben.

Det jeg ønsker mig mest er højkvalitetsmaling til min fine lejlighed. Jeg vil gerne både have en lys grå og meget, meget sart rosa. Derudover ønsker jeg mig Hvid Element fra Royal Copenhagen og plakaten nedenfor fra ChiCura. Den ville være smuk i mit soveværelse.volcano1

Kryds fingre for mig på torsdag, så er i de bedste.

My life status

18814141_10213480913676447_4846417649860582187_n

Jeg beklager, at der så ofte opstår store pauser i min bloggen. Sådan er det, når livet slår knuder og er uforudsigeligt. Jeg har savnet, at dele mine tanker med jer.

Denne sommer er speciel. For et år siden fik jeg konstateret livmoderhalskræft og hele mit liv blev vendt på hovedet. Jeg kom lynhurtigt i behandling med stråler og kemoterapi og man forventede, at jeg efter et halvt år med behandling og restitution ville kunne erklæres rask. Det blev jeg også, men kræften viste sit grimme ansigt blot få måneder herefter. Denne gang i lymfeknuderne. Jeg gennemgik en hård operation og perioden med at komme mig herefter, var rent ud sagt ulidelig. Hvad værre er, at operationen viste sig, ikke at være tilstrækkelig. Kræften har bidt sig godt fast, og vævsprøver viser at den stadig er at finde. Om en måned vil det vise sig, om jeg skal igennem en hård omgang kemo. I mellemtiden står jeg med en masse tid på hænderne og en masse tanker og bekymringer. For hvordan pokker kan man undgå at blive angst, når kræften ikke vil give slip. Når man ikke længere har kontrol over livet. Når man ikke kan planlægge fremtiden og finde ro i sindet. Jeg prøver og kan stadig mærke en stor indvendig styrke, men min skrøbelighed fylder også meget og nogle dage bare strømmer tårerne ned af mine kinder.