Still fighting

Jeg er her stadig, men jeg kæmper, jeg kæmper bravt og jeg glemmer bestemt ikke længere af og til, at jeg er syg.

Jeg får ikke længere c-vitamin på klinikken, men derimod hjemme. Det skyldes at jeg ikke har energien til rejsen. At skulle have lagt drop, har været en stor kamp, da jeg i et godt stykke tid har manglet blod. Når man mangler blod i den grad, som jeg gjorde, fordeler det sig ud over organerne i stedet for at bruse i arme og ben. Så udmattet, har jeg siddet med tårerne trillende ned af kinderne, mens jeg er blevet stukket igen og igen. Det har været forbandet hårdt, men nødvendigt.

Jeg har derudover haft utroligt mange smerter. Mit venstre ben er lidt et mysterium. Jeg får slemme smerter i det, som kommer og går. Jeg ved jeg har en tumor i hofteskålen, men om den ene er skyld i det, betvivler jeg. Jeg har brug for at vide, hvad de smerter kommer af. Mit smerte-team (palliativ team) arbejder på, at smertestille mig, men det er en langsom og dermed meget hård process og jeg grimmes over al den medicin jeg tager hver dag.

Jeg har været helt derude, hvor jeg har følt at jeg skulle dø. Jeg har været bange hver eneste dag. For døden, og for at det skulle være en lidelsesfyldt process. Den følelse er ufattelig svær at beskrive, den er så grusom og så forfærdeligt svær at tage fra mig. Jeg forsøger blot, at overbevise mig selv om, at jeg og min krop er ufattelig stærk. At det ikke er nu. Men det er svært, når smerterne jager en og man ingen energi har.

Derfor var det en stor lettelse, at få blod idag, og c-vitamin også. Jeg føler mig mere levende. Jeg håber, at det holder, og at jeg er på vej ind i en bedre periode. Det har jeg brug for.

25443065_10215347967711631_8363669455950444032_n

 

Advertisements

The treatment

IMG_5407Behandlingen af min kræft kunne nu begynde. Nu hed det dog stråling over 25 hverdage, fem gange kemo og to gange indre strålinger. Det lyder voldsomt og det var det også. Jeg havde en fornemmelse af at miste kontrol. Det gjorde jeg også. Jeg skulle blot møde op og lade mig behandle. Som dagene gik blev det hårdere og hårdere, fordi jeg fik mere og mere information, nye sanseindtryk, mødte flere læger og sygeplejersker, blev svagere fysisk. Alligevel var alt godt, set i perspektiv. Sygeplejerskerne og lægerne er nogle af de mest passionerede og hjertevarme mennesker jeg har mødt, min “kemogruppe bestående af tre andre kvinder ud over mig var enestående – vi grinte højlydt alle gange undtagen én. Jeg tålte behandlingen godt, bedre end de fleste tør håbe på. Jeg havde en fornemmelse af at være i krig. I krig mod noget, der virkede umuligt at bekæmpe. Umuligt at begribe. Jeg lærte dog at lade min styrke få plads, at vende kontroltabet til en tanke om, at lade mig passe på og at jeg har grund til at være stolt. Jeg er blevet rigere. Jeg har mødt mennesker, som hver især har sat dybe spor. De forsvinder aldrig de spor. Jeg er færdig med behandlingen. Jeg er dog ikke ude på den anden side. Jeg mangler svar på om jeg vandt. Det svar får jeg først om et par måneder. Et par måneder er forfærdeligt lang tid at vente.

Wellness at home, part two

IMG_5395

A snap from my friday night with home wellness

Jeg endte med at tilbringe min weekend hjemme hos mine skønne forældre. Her fik jeg lov til at tage et karbad. Jeg tændte stearinlys, fik serveret en god G&T, brugte en lækker sæbe fra Meraki og så It happened One Night på mobilen. Det var ganske vidunderligt og en endnu større luksus var det, at få serveret lækker mad, da jeg stod op af badet.

Jeg vil se det, som startskuddet til mere selvforkælelse herhjemme hos mig selv. I aften bliver det i form af en times hatha yoga i FW og et fodbad, straks jeg er hjemme derfra igen.

English recap: I spent all my weekend at my parents place, my childhood home. It started off with a long and relaxing bath in their bathtub. When I finally found my way out of the bath my dad’s great dinner was served (me makes the best food ever). 

I will see this as the start of me turning up the self indulgence. Today It will be a hatha yoga lesson and a foot bath when I’m home again.