I’m finding my feet

21768327_10214618276149798_5168957929366164801_n

Imorgen blev pludselig til mange dage. Men nu er jeg her igen, klar til at fortælle om min nye behandling. 

I torsdags mødte jeg min nye læge, Bruce Kyle. En enormt sympatisk mand. Han satte mig ind i behandlingens principper. En behandling som består af to grundpiller. Den ene er selve behandlingen som er højdosis c-vitamin der gives intravenøst og den anden er kost samt kosttilskud. Han gav sig god tid og forklarede, hvordan c-vitaminen kan slå kræftceller ihjel, fordi der ophobes brintilte i dem. 

Det er super spændende og jeg er lettet over at være igang. Jeg kommer der to gange om ugen og så må vi se hvad det gør ved mig. Mentalt gør det en stor forskel, det giver mig tro og håb, hvilket er essentielt i min situation.

TIden flyver afsted for mig, og jeg nyder at jeg endda indimellem helt kan glemme, at jeg er syg, 

Advertisements

Fight on

21463133_10214544651629231_5973139322859144462_n

Idag går jeg for alvor igang med krigen mod canceren igen. Jeg har fået en afbudstid hos Aarhus Privatklinik til både konsultation og første behandling med højdosis c-vitamin. Jeg har simpelthen så meget energi i kroppen, af ren spænding over det. I hører fra mig imorgen igen, når jeg kan fortælle om min oplevelse af det. 

It’s not over until I win

21106431_10214375581842592_7358548439718529413_n

I mandags fik jeg den grimmeste besked man kan tænke sig. Jeg var på Skejby / Aarhus Universitetshospital, for at få at vide hvordan min krop tager imod kemobehandlingen. Dagene optil var jeg bange og især søndag var jeg som lammet. Jeg havde dødsangst.

Lige nu sidder jeg igen og bliver lidt lammet. Stirrer ud i den silende regn og fanges af tankemylder. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, sætte ord på. Men jeg er nødt til at prøve.

Mine forældre og jeg ankom til Skejby fire minutter før samtalen skulle finde sted. Vi sad i venteværelset og tiden gik i stå for mig. Tankerne fløj og jeg kunne umuligt fange en eneste af dem. Sygeplejersken hentede mig, havde et alvorligt udtryk og fulgte os ind til lægen. Hun har haft lange og gode samtaler med mig tidligere og hendes udtryk bekymrede mig. Lægen så ligefrem ulykkelig ud. Hun tøvede ikke før hun sagde, at der var dårligt nyt. At skanningen ikke var god. Det løb mig koldt ned af ryggen og den første tåre fandt vej ned af min kind. Hvad betyder det? fik jeg spurgt. Det betyder at kemoen ingen virkning har. Tværtimod har kræften spredt sig til nyrer, lever og knogler. Nu strømmede tårerne og mit sind blev farveløst og sløret. Trods tomheden fik jeg spurgt om hvad der så skulle ske med mig. Jeg bliver fri for flere behandlinger, der er ikke mere de kan gøre på Skejby og så starter en smertebehandling. Ingen ved hvor lang eller kort tid jeg har igen. Ordet hospice blev nævnt og min verden faldt fra hinanden. Jeg følte det var en dødsdom og at ingen kunne rede mig. Mine forældre var lige så knust som jeg.

Idag har jeg stadig ikke helt forstået det. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det. Jeg ved bare at det er ubeskriveligt uhyggeligt.

Jeg er omringet af fantastiske mennesker som overdynger mig med kærlighed og den kærlighed bare suger jeg til mig.