And then it went down the hill

Jeg har desværre dårligt nyt at dele med jer. Måske i allerede havde gættet det ud fra tavsheden herinde.

Jeg går bare direkte til sagen, som er den at jeg er meget alvorligt syg nu. Scanningen har vist at kræften nu har spredt sig til lymfeknuder i mit bækken, min mave, langs min rygsøjle og allerværst befinder den sig nu også i mine lunger.

Hvordan reagerer man på sådan en besked? Jeg blev dybt ulykkelig og straks angst for at dø. En voldsomt tyngde lagde sig straks over min krop og de næste mange dage sov jeg ekstremt meget, for at alt skulle kunne falde bare lidt på plads i mit hovede.

Igår, mandag, opstartede jeg en hård kemokur, som min krop indtil videre ikke har reageret negativt på. Jeg er opsat på at kæmpe!

IMG_1462

My life status

18814141_10213480913676447_4846417649860582187_n

Jeg beklager, at der så ofte opstår store pauser i min bloggen. Sådan er det, når livet slår knuder og er uforudsigeligt. Jeg har savnet, at dele mine tanker med jer.

Denne sommer er speciel. For et år siden fik jeg konstateret livmoderhalskræft og hele mit liv blev vendt på hovedet. Jeg kom lynhurtigt i behandling med stråler og kemoterapi og man forventede, at jeg efter et halvt år med behandling og restitution ville kunne erklæres rask. Det blev jeg også, men kræften viste sit grimme ansigt blot få måneder herefter. Denne gang i lymfeknuderne. Jeg gennemgik en hård operation og perioden med at komme mig herefter, var rent ud sagt ulidelig. Hvad værre er, at operationen viste sig, ikke at være tilstrækkelig. Kræften har bidt sig godt fast, og vævsprøver viser at den stadig er at finde. Om en måned vil det vise sig, om jeg skal igennem en hård omgang kemo. I mellemtiden står jeg med en masse tid på hænderne og en masse tanker og bekymringer. For hvordan pokker kan man undgå at blive angst, når kræften ikke vil give slip. Når man ikke længere har kontrol over livet. Når man ikke kan planlægge fremtiden og finde ro i sindet. Jeg prøver og kan stadig mærke en stor indvendig styrke, men min skrøbelighed fylder også meget og nogle dage bare strømmer tårerne ned af mine kinder. 

What now?

tumblr_o8f9twzslv1ugvglyo1_500

Hvad så nu? Nu er jeg flyttet ind hos min awesome kusine og hendes søde kæreste. De udlejer mig et værelse midt i Aarhus og jeg er dem dybt taknemmelig. Her er rart, lyst og smukt. Jeg har netop nu en tid foran mig her, hvor jeg skal finde min balance igen og fordøje alt det, jeg har været igennem. Jeg skal lade op til, at begynde at arbejde igen og frem for alt skal jeg være god ved mig selv. Alle sammen ting man skulle synes kunne lade sig gøre, men jeg har svært ved det. Meget endda. Jeg føler, at jeg står i en bobbel og verden omkring mig farer forbi. Jeg, en kvinde på 28, står uden bolig og job om få måneder og det stresser mig. Jeg vil være med derude, hvor man gør en forskel, jeg vil ha’ mit gamle arbejde med udsatte børn tilbage, jeg vil have et hjem jeg kan slå rødder i, indrette så man kan se, det er mig der bor der, jeg vil leve og føle, at jeg gør det. Lige nu må mit fokus blot være på at finde den bolig, hvor jeg kan finde ro og velvære til at bygge min verden op på ny. Det vil lykkes, det må jeg se mig selv i øjnene i spejlet og sige højt hver eneste dag. Jeg må også sige, at jeg fortjener det. For det gør jeg. Jeg fortjener det.