Those nine days

De ni dages ventetid skulle kun have været syv. Det var ni lange, pinefulde dage. Lægerne kendte til dagenes karakter og ringede for at berolige mig. Stillede sig hele tiden til rådighed og støttede mig. Alligevel var jeg angst. Ikke bare urolig og bekymret, jeg have dødsangst. Negative tanker herskede over mit sind og tvang mig i knæ. Jeg kunne ingenting, kunne knap være i mig selv. Da svaret så kommer og det faktisk bare har ventet på, er en konstatering af at man er alvorligt syg, tvinges jeg kun mere i knæ.

Nu var spørgsmålet, hvordan jeg skulle behandles. Om menuen stod på operation eller en kombination af stråling og kemo. Det skulle der en udredning til at bestemme. En udredning som bestod af scanninger i MR scanner og PET-CT scanner. Ligeledes en undersøgelse af svulsten, mens jeg lå i fuld bedøvelse. I dagene op til disse undersøgelser, lå jeg på enestue på Klinik for Kvindesygdomme på Skejby. Jeg var pludselig fattet. Faktisk uhyggeligt fattet og havde min humor med mig. Engang imellem tænkte jeg, at det var upassende så meget som jeg kunne grine med mine gæster. Så lidt jeg græd. Så lidt jeg frygtede. At angsten var gledet i baggrunde. Sagen var bare, at distancen gav mig tid til at lade op til behandlingen. Det var som et tilløb til noget stort.

Advertisements

The unbearable words

Mine fingre svæver tøvende hen over tastaturet, frem for let og hurtigt at ramme tasterne og forme de rigtige ord. Ordene kommer ikke let til mig. Heller ikke i dag. Jeg frygter for min reaktion, når jeg ser de ord jeg får nedfældet. Jeg frygter gråden, som jeg har svært ved at få hold på. Jeg frygter den meget. Jeg frygter den, selvom jeg kender den så godt. Tårerne der triller ned af de varme kinder, de hiksende hulk og de rystende skuldre. Jeg trodser frygten og beskriver, for min skyld, hændelse efter hændelse indtil historien er komplet.

2016-01-16 14.28.57 HDR-2Jeg husker tydeligt den onsdag sidst på maj måned. Min mor er taget med mig på Klinik for kvindesygdomme på Skejby, for at få min svulst undersøgt. Da stillede vi spørgsmålstegn ved, om det mon ikke bare var en godartet syste, som andre kvinder i min familie har haft ligeså. Inderst inde vidste jeg godt det ikke forholdt sig sådan, men det sagde jeg ikke højt. Det turde jeg ikke. Ordet kræft lå blot og spøgte i mit baghoved og endelig, da vi sad i venteværelset og ventede på professoren i gynækologi, fik jeg det sagt til min mor. “Det værste de kan sige er, at jeg ikke kan få børn og at jeg er alvorligt syg”. En halv time senere for jeg ud af klinikken med præcis den besked. “Cecilie, du er højest sandsynligt ramt af livmoderhalskræft og skal ikke forvente at kunne få børn”. Alting ramlede sammen og jeg kunne ikke være et sekund mere på klinikken. Jeg kunne bare høre professorens trøstende ord og mærke min puls rase derudaf.

Jeg sidder som forudsagt nu med tårer der tungt rammer min bluse og mine bukser. De danner store mørke pletter og før de løber ned af kinderne slører de mit blik, så jeg må blinke for at kunne se skærmen klart. Jeg er glad for at kunne dele min historie med jer. Det er en historie der vil sætte alting i perspektiv og forhåbentligt give jer indblik i det smukke ved at overleve kræft og alt hvad det har lært mig.

English recap: I cannot seem to find the right words in English. I Hope you will bare with me and try and translate the Danish text into English with an online dictionary

When cancer knocks you off your feet

Fredag i sidste uge fik jeg konstateret livmoderhalskræft. For en måned siden anede jeg ikke jeg havde en svulst. I torsdags fik jeg svar på mine scanninger og min behandling var planlagt. Jeg skal i strålebehandling og have let kemo, for at støtte strålingens virkning. Jeg er bange, jeg har været endnu mere bange. For bare en uge siden havde jeg dødsangst, den slap jeg i torsdags med besked om, at jeg er helbredelig. 

Desværre stopper det ikke der. Jeg har fået besked om, at jeg ikke kan blive gravid, at jeg mister min frugtbarhed. Jeg, en kvinde på 27 år, hvis største ønske er at blive mor. Jeg er i sorg over det. Faktisk glider jeg ind og ud af sorgen. Jeg kan ikke rumme at forblive i sorgen 24/7, det ville knække mig. Men hvis jeg skal være ærlig så bekymrer det mig mere at jeg ikke er frugtbar efter min behandling, end at jeg skal kæmpe mod kræften. Kræften har jeg fået af vide at jeg er stærk nok til at sejre over, at jeg aldrig skal være gravid er for bestandigt. Det ændrer sig ikke, det skal jeg lære at leve med og finde en anden måde at få børn i mit liv på. 

Jeg har kongerigets dygtigste læger til at behandle mig. Jeg er i gode hænder. Jeg har et fantastisk netværk. Min families og venners kærlighed til mig står fuldstændigt skarpt. Det værdsætter jeg. Det er mere værd end noget andet her i verden.  

I næste uge går min behandling igang. Jeg føler mig klar til det og vil bare gerne igang hurtigst muligt. 

Jeg ved dette er et indlæg med megen tung info. Der er meget at fordøje, men hvis ikke jeg kunne dele det her, var der ingen grund til at jeg kaldte dette for min personlige blog. Jeg håber at mine tanker igennem sygdomsforløbet på en eller anden led kan inspirere jer. Ydermere vil jeg blive ved med at blogge om bolig og interiør, da det jo til stadighed er min hobby. Det bliver dog kun i det omfang, jeg har overskud til. 

#fuckcancer 

English recap: Last week I got diagnosed with cervical cancer. A month ago I had no idea I had a tumor. Just a week ago I had the fear of death, it left me last Thursday with the message that I am curable. Unfortunately, it doesn’t stop there. I have been told that I cannot get pregnant, that I lose my fertility. I, a woman of 27 years, whose greatest desire is to be a mother. It makes me more sad than I’m able to explain to you. It’ hurts me so much to think of. Now I’m just waiting for my treatment/my fight against cancer to begin.