Change of focus

Hele vejen gennem mit kræftforløb, har jeg gjort meget for at lade mig opsluge af andet end min sygdom. At glemme den for en stund. Det der har virket og stadig virker absolut bedst, er at gå på museer, lade mig opsluge af kunsten, at være kreativ, lade processen og tilblivelsen af nye fine ting tage al min opmærksomhed og at få store oplevelser. Noget af det fineste, vildeste og mest magiske jeg har oplevet, var Den Sorte Skoles koncert i Aarhus Domkirke. Lyset, lyden, stemningen, alt gik op i en højere enhed og førte mig langt væk fra min kamp og ind i et univers, hvor jeg ikke skulle andet, end at suge det hele til mig.

Derudover er det, som om jeg tiltrækkes af og værtsætter skønhed og små fine detaljer i hverdagen i højere grad end førhen. Jeg fornemmer, at jeg har langt mere øje for små øjeblikke, detaljer, udtryk og stemninger. Jeg påskønner dem og tager dem med mig, som kunne jeg putte dem i min lomme. Jeg lader dem fylde og stå i kontrast til de bekymringer, smerter og sorger der følger med kræften. Det er et fokus jeg vil holde fast i og tage med mig reste af livet.

img_7811

img_8239

img_9163

Advertisements

The treatment

IMG_5407Behandlingen af min kræft kunne nu begynde. Nu hed det dog stråling over 25 hverdage, fem gange kemo og to gange indre strålinger. Det lyder voldsomt og det var det også. Jeg havde en fornemmelse af at miste kontrol. Det gjorde jeg også. Jeg skulle blot møde op og lade mig behandle. Som dagene gik blev det hårdere og hårdere, fordi jeg fik mere og mere information, nye sanseindtryk, mødte flere læger og sygeplejersker, blev svagere fysisk. Alligevel var alt godt, set i perspektiv. Sygeplejerskerne og lægerne er nogle af de mest passionerede og hjertevarme mennesker jeg har mødt, min “kemogruppe bestående af tre andre kvinder ud over mig var enestående – vi grinte højlydt alle gange undtagen én. Jeg tålte behandlingen godt, bedre end de fleste tør håbe på. Jeg havde en fornemmelse af at være i krig. I krig mod noget, der virkede umuligt at bekæmpe. Umuligt at begribe. Jeg lærte dog at lade min styrke få plads, at vende kontroltabet til en tanke om, at lade mig passe på og at jeg har grund til at være stolt. Jeg er blevet rigere. Jeg har mødt mennesker, som hver især har sat dybe spor. De forsvinder aldrig de spor. Jeg er færdig med behandlingen. Jeg er dog ikke ude på den anden side. Jeg mangler svar på om jeg vandt. Det svar får jeg først om et par måneder. Et par måneder er forfærdeligt lang tid at vente.