What now?

tumblr_o8f9twzslv1ugvglyo1_500

Hvad så nu? Nu er jeg flyttet ind hos min awesome kusine og hendes søde kæreste. De udlejer mig et værelse midt i Aarhus og jeg er dem dybt taknemmelig. Her er rart, lyst og smukt. Jeg har netop nu en tid foran mig her, hvor jeg skal finde min balance igen og fordøje alt det, jeg har været igennem. Jeg skal lade op til, at begynde at arbejde igen og frem for alt skal jeg være god ved mig selv. Alle sammen ting man skulle synes kunne lade sig gøre, men jeg har svært ved det. Meget endda. Jeg føler, at jeg står i en bobbel og verden omkring mig farer forbi. Jeg, en kvinde på 28, står uden bolig og job om få måneder og det stresser mig. Jeg vil være med derude, hvor man gør en forskel, jeg vil ha’ mit gamle arbejde med udsatte børn tilbage, jeg vil have et hjem jeg kan slå rødder i, indrette så man kan se, det er mig der bor der, jeg vil leve og føle, at jeg gør det. Lige nu må mit fokus blot være på at finde den bolig, hvor jeg kan finde ro og velvære til at bygge min verden op på ny. Det vil lykkes, det må jeg se mig selv i øjnene i spejlet og sige højt hver eneste dag. Jeg må også sige, at jeg fortjener det. For det gør jeg. Jeg fortjener det.

Change of focus

Hele vejen gennem mit kræftforløb, har jeg gjort meget for at lade mig opsluge af andet end min sygdom. At glemme den for en stund. Det der har virket og stadig virker absolut bedst, er at gå på museer, lade mig opsluge af kunsten, at være kreativ, lade processen og tilblivelsen af nye fine ting tage al min opmærksomhed og at få store oplevelser. Noget af det fineste, vildeste og mest magiske jeg har oplevet, var Den Sorte Skoles koncert i Aarhus Domkirke. Lyset, lyden, stemningen, alt gik op i en højere enhed og førte mig langt væk fra min kamp og ind i et univers, hvor jeg ikke skulle andet, end at suge det hele til mig.

Derudover er det, som om jeg tiltrækkes af og værtsætter skønhed og små fine detaljer i hverdagen i højere grad end førhen. Jeg fornemmer, at jeg har langt mere øje for små øjeblikke, detaljer, udtryk og stemninger. Jeg påskønner dem og tager dem med mig, som kunne jeg putte dem i min lomme. Jeg lader dem fylde og stå i kontrast til de bekymringer, smerter og sorger der følger med kræften. Det er et fokus jeg vil holde fast i og tage med mig reste af livet.

img_7811

img_8239

img_9163

Those nine days

De ni dages ventetid skulle kun have været syv. Det var ni lange, pinefulde dage. Lægerne kendte til dagenes karakter og ringede for at berolige mig. Stillede sig hele tiden til rådighed og støttede mig. Alligevel var jeg angst. Ikke bare urolig og bekymret, jeg have dødsangst. Negative tanker herskede over mit sind og tvang mig i knæ. Jeg kunne ingenting, kunne knap være i mig selv. Da svaret så kommer og det faktisk bare har ventet på, er en konstatering af at man er alvorligt syg, tvinges jeg kun mere i knæ.

Nu var spørgsmålet, hvordan jeg skulle behandles. Om menuen stod på operation eller en kombination af stråling og kemo. Det skulle der en udredning til at bestemme. En udredning som bestod af scanninger i MR scanner og PET-CT scanner. Ligeledes en undersøgelse af svulsten, mens jeg lå i fuld bedøvelse. I dagene op til disse undersøgelser, lå jeg på enestue på Klinik for Kvindesygdomme på Skejby. Jeg var pludselig fattet. Faktisk uhyggeligt fattet og havde min humor med mig. Engang imellem tænkte jeg, at det var upassende så meget som jeg kunne grine med mine gæster. Så lidt jeg græd. Så lidt jeg frygtede. At angsten var gledet i baggrunde. Sagen var bare, at distancen gav mig tid til at lade op til behandlingen. Det var som et tilløb til noget stort.