And then it went down the hill

Jeg har desværre dårligt nyt at dele med jer. Måske i allerede havde gættet det ud fra tavsheden herinde.

Jeg går bare direkte til sagen, som er den at jeg er meget alvorligt syg nu. Scanningen har vist at kræften nu har spredt sig til lymfeknuder i mit bækken, min mave, langs min rygsøjle og allerværst befinder den sig nu også i mine lunger.

Hvordan reagerer man på sådan en besked? Jeg blev dybt ulykkelig og straks angst for at dø. En voldsomt tyngde lagde sig straks over min krop og de næste mange dage sov jeg ekstremt meget, for at alt skulle kunne falde bare lidt på plads i mit hovede.

Igår, mandag, opstartede jeg en hård kemokur, som min krop indtil videre ikke har reageret negativt på. Jeg er opsat på at kæmpe!

IMG_1462

My life status

18814141_10213480913676447_4846417649860582187_n

Jeg beklager, at der så ofte opstår store pauser i min bloggen. Sådan er det, når livet slår knuder og er uforudsigeligt. Jeg har savnet, at dele mine tanker med jer.

Denne sommer er speciel. For et år siden fik jeg konstateret livmoderhalskræft og hele mit liv blev vendt på hovedet. Jeg kom lynhurtigt i behandling med stråler og kemoterapi og man forventede, at jeg efter et halvt år med behandling og restitution ville kunne erklæres rask. Det blev jeg også, men kræften viste sit grimme ansigt blot få måneder herefter. Denne gang i lymfeknuderne. Jeg gennemgik en hård operation og perioden med at komme mig herefter, var rent ud sagt ulidelig. Hvad værre er, at operationen viste sig, ikke at være tilstrækkelig. Kræften har bidt sig godt fast, og vævsprøver viser at den stadig er at finde. Om en måned vil det vise sig, om jeg skal igennem en hård omgang kemo. I mellemtiden står jeg med en masse tid på hænderne og en masse tanker og bekymringer. For hvordan pokker kan man undgå at blive angst, når kræften ikke vil give slip. Når man ikke længere har kontrol over livet. Når man ikke kan planlægge fremtiden og finde ro i sindet. Jeg prøver og kan stadig mærke en stor indvendig styrke, men min skrøbelighed fylder også meget og nogle dage bare strømmer tårerne ned af mine kinder. 

Everything is coming together

IMG_0680

Nu Begynder mit nye hjem virkelig at tage form. Det kan jeg takke min fantastiske familie for. Der er blevet knoklet igennem hele weekenden og køkken og stue er stort set færdigindrettet. Jeg har aldrig følt mig så meget hjemme, som jeg gør her. Jeg ser mig selv bo her i mange år.

Kan i lide det?