Still fighting

Jeg er her stadig, men jeg kæmper, jeg kæmper bravt og jeg glemmer bestemt ikke længere af og til, at jeg er syg.

Jeg får ikke længere c-vitamin på klinikken, men derimod hjemme. Det skyldes at jeg ikke har energien til rejsen. At skulle have lagt drop, har været en stor kamp, da jeg i et godt stykke tid har manglet blod. Når man mangler blod i den grad, som jeg gjorde, fordeler det sig ud over organerne i stedet for at bruse i arme og ben. Så udmattet, har jeg siddet med tårerne trillende ned af kinderne, mens jeg er blevet stukket igen og igen. Det har været forbandet hårdt, men nødvendigt.

Jeg har derudover haft utroligt mange smerter. Mit venstre ben er lidt et mysterium. Jeg får slemme smerter i det, som kommer og går. Jeg ved jeg har en tumor i hofteskålen, men om den ene er skyld i det, betvivler jeg. Jeg har brug for at vide, hvad de smerter kommer af. Mit smerte-team (palliativ team) arbejder på, at smertestille mig, men det er en langsom og dermed meget hård process og jeg grimmes over al den medicin jeg tager hver dag.

Jeg har været helt derude, hvor jeg har følt at jeg skulle dø. Jeg har været bange hver eneste dag. For døden, og for at det skulle være en lidelsesfyldt process. Den følelse er ufattelig svær at beskrive, den er så grusom og så forfærdeligt svær at tage fra mig. Jeg forsøger blot, at overbevise mig selv om, at jeg og min krop er ufattelig stærk. At det ikke er nu. Men det er svært, når smerterne jager en og man ingen energi har.

Derfor var det en stor lettelse, at få blod idag, og c-vitamin også. Jeg føler mig mere levende. Jeg håber, at det holder, og at jeg er på vej ind i en bedre periode. Det har jeg brug for.

25443065_10215347967711631_8363669455950444032_n

 

Advertisements

It’s not over until I win

21106431_10214375581842592_7358548439718529413_n

I mandags fik jeg den grimmeste besked man kan tænke sig. Jeg var på Skejby / Aarhus Universitetshospital, for at få at vide hvordan min krop tager imod kemobehandlingen. Dagene optil var jeg bange og især søndag var jeg som lammet. Jeg havde dødsangst.

Lige nu sidder jeg igen og bliver lidt lammet. Stirrer ud i den silende regn og fanges af tankemylder. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, sætte ord på. Men jeg er nødt til at prøve.

Mine forældre og jeg ankom til Skejby fire minutter før samtalen skulle finde sted. Vi sad i venteværelset og tiden gik i stå for mig. Tankerne fløj og jeg kunne umuligt fange en eneste af dem. Sygeplejersken hentede mig, havde et alvorligt udtryk og fulgte os ind til lægen. Hun har haft lange og gode samtaler med mig tidligere og hendes udtryk bekymrede mig. Lægen så ligefrem ulykkelig ud. Hun tøvede ikke før hun sagde, at der var dårligt nyt. At skanningen ikke var god. Det løb mig koldt ned af ryggen og den første tåre fandt vej ned af min kind. Hvad betyder det? fik jeg spurgt. Det betyder at kemoen ingen virkning har. Tværtimod har kræften spredt sig til nyrer, lever og knogler. Nu strømmede tårerne og mit sind blev farveløst og sløret. Trods tomheden fik jeg spurgt om hvad der så skulle ske med mig. Jeg bliver fri for flere behandlinger, der er ikke mere de kan gøre på Skejby og så starter en smertebehandling. Ingen ved hvor lang eller kort tid jeg har igen. Ordet hospice blev nævnt og min verden faldt fra hinanden. Jeg følte det var en dødsdom og at ingen kunne rede mig. Mine forældre var lige så knust som jeg.

Idag har jeg stadig ikke helt forstået det. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det. Jeg ved bare at det er ubeskriveligt uhyggeligt.

Jeg er omringet af fantastiske mennesker som overdynger mig med kærlighed og den kærlighed bare suger jeg til mig.

 

Something to look forward to

Det er snart min føsdselsdag. Eller, der er over en måned til, men jeg er typen der glæder sig i lang tid. Jeg elsker overraskelser og forkælelse. Jeg elsker at blive fejret af mine kære.

Nu hvor jeg er syg, har jeg endnu mere brug for særlige dage, at glæde mig til. Noget at se frem til, midt i alle bekymringerne. Bekymringer som fylder meget disse dage, for på torsdag skal jeg skannes og d. 6/7 er der svar på skanningen. Det gør mig ængstelig, og jeg skal aktivt sørge for også at tænke positive tanker og bevare håbet.

Idag har jeg siddet og tænkt på, hvad jeg kunne ønske mig i fødselsdagsgave. Noget der kan give mig et smil på læben.

Det jeg ønsker mig mest er højkvalitetsmaling til min fine lejlighed. Jeg vil gerne både have en lys grå og meget, meget sart rosa. Derudover ønsker jeg mig Hvid Element fra Royal Copenhagen og plakaten nedenfor fra ChiCura. Den ville være smuk i mit soveværelse.volcano1

Kryds fingre for mig på torsdag, så er i de bedste.