Still fighting

Jeg er her stadig, men jeg kæmper, jeg kæmper bravt og jeg glemmer bestemt ikke længere af og til, at jeg er syg.

Jeg får ikke længere c-vitamin på klinikken, men derimod hjemme. Det skyldes at jeg ikke har energien til rejsen. At skulle have lagt drop, har været en stor kamp, da jeg i et godt stykke tid har manglet blod. Når man mangler blod i den grad, som jeg gjorde, fordeler det sig ud over organerne i stedet for at bruse i arme og ben. Så udmattet, har jeg siddet med tårerne trillende ned af kinderne, mens jeg er blevet stukket igen og igen. Det har været forbandet hårdt, men nødvendigt.

Jeg har derudover haft utroligt mange smerter. Mit venstre ben er lidt et mysterium. Jeg får slemme smerter i det, som kommer og går. Jeg ved jeg har en tumor i hofteskålen, men om den ene er skyld i det, betvivler jeg. Jeg har brug for at vide, hvad de smerter kommer af. Mit smerte-team (palliativ team) arbejder på, at smertestille mig, men det er en langsom og dermed meget hård process og jeg grimmes over al den medicin jeg tager hver dag.

Jeg har været helt derude, hvor jeg har følt at jeg skulle dø. Jeg har været bange hver eneste dag. For døden, og for at det skulle være en lidelsesfyldt process. Den følelse er ufattelig svær at beskrive, den er så grusom og så forfærdeligt svær at tage fra mig. Jeg forsøger blot, at overbevise mig selv om, at jeg og min krop er ufattelig stærk. At det ikke er nu. Men det er svært, når smerterne jager en og man ingen energi har.

Derfor var det en stor lettelse, at få blod idag, og c-vitamin også. Jeg føler mig mere levende. Jeg håber, at det holder, og at jeg er på vej ind i en bedre periode. Det har jeg brug for.

25443065_10215347967711631_8363669455950444032_n

 

Advertisements

When cancer knocks you off your feet

Fredag i sidste uge fik jeg konstateret livmoderhalskræft. For en måned siden anede jeg ikke jeg havde en svulst. I torsdags fik jeg svar på mine scanninger og min behandling var planlagt. Jeg skal i strålebehandling og have let kemo, for at støtte strålingens virkning. Jeg er bange, jeg har været endnu mere bange. For bare en uge siden havde jeg dødsangst, den slap jeg i torsdags med besked om, at jeg er helbredelig. 

Desværre stopper det ikke der. Jeg har fået besked om, at jeg ikke kan blive gravid, at jeg mister min frugtbarhed. Jeg, en kvinde på 27 år, hvis største ønske er at blive mor. Jeg er i sorg over det. Faktisk glider jeg ind og ud af sorgen. Jeg kan ikke rumme at forblive i sorgen 24/7, det ville knække mig. Men hvis jeg skal være ærlig så bekymrer det mig mere at jeg ikke er frugtbar efter min behandling, end at jeg skal kæmpe mod kræften. Kræften har jeg fået af vide at jeg er stærk nok til at sejre over, at jeg aldrig skal være gravid er for bestandigt. Det ændrer sig ikke, det skal jeg lære at leve med og finde en anden måde at få børn i mit liv på. 

Jeg har kongerigets dygtigste læger til at behandle mig. Jeg er i gode hænder. Jeg har et fantastisk netværk. Min families og venners kærlighed til mig står fuldstændigt skarpt. Det værdsætter jeg. Det er mere værd end noget andet her i verden.  

I næste uge går min behandling igang. Jeg føler mig klar til det og vil bare gerne igang hurtigst muligt. 

Jeg ved dette er et indlæg med megen tung info. Der er meget at fordøje, men hvis ikke jeg kunne dele det her, var der ingen grund til at jeg kaldte dette for min personlige blog. Jeg håber at mine tanker igennem sygdomsforløbet på en eller anden led kan inspirere jer. Ydermere vil jeg blive ved med at blogge om bolig og interiør, da det jo til stadighed er min hobby. Det bliver dog kun i det omfang, jeg har overskud til. 

#fuckcancer 

English recap: Last week I got diagnosed with cervical cancer. A month ago I had no idea I had a tumor. Just a week ago I had the fear of death, it left me last Thursday with the message that I am curable. Unfortunately, it doesn’t stop there. I have been told that I cannot get pregnant, that I lose my fertility. I, a woman of 27 years, whose greatest desire is to be a mother. It makes me more sad than I’m able to explain to you. It’ hurts me so much to think of. Now I’m just waiting for my treatment/my fight against cancer to begin. 

Thoughts of love

IMG_5407

Valentinsdag. En dag jeg absolut ikke bryder mig om. Den minder mig om, at jeg er alene, noget jeg er god til at minde mig selv om, og som jeg ikke har brug for hjælp til udefra.

Jeg føler mig ikke egnet til, at være uden kærlighed fra en mand. Så kan man sige alt hvad man vil. Intet vil ændre på mit savn. Det er ikke desperation. Det er savn. Jeg savner den ukontrollerede hjertebanken, blot ved tanken om ham, for ikke at tænke på ved synet af ham. De altsigende blikke, der udveksles mellem os. De lydløse kærlighedserklæringer og fornemmelsen af, at luften er tyk af ømhed. De små skæve ting, de små skæve ting, man har forelsket sig i.

Jeg håber, at min kærlighed snart krydser min vej. Går min vej. Går op på min side og finder mig. Det tror jeg på. Jeg tror på kærligheden. Jeg er håbløst romantisk.

English recap: Valentine’s Day. A day I absolutely don’t like. It reminds me, that I’m alone, something I’m remind myself of, I don’t need any reminders from the outside society. 

I do not feel well, being without the love of a man. You can say whatever you want. Nothing will change this. It’s not desperation. I just miss it. Love. I miss the uncontrolled heartbeat, from the mere thought of him, not to speak of the sight of him. The all-telling glances, exchanged between us. The silent declarations of love and the feeling of the air, thick with tenderness . The little quirky things, the little quirky things which you fell in love with.

I hope that my love soon crosses my path, finds me. I believe in it. I believe in love. I am hopeless romantic.