It’s not over until I win

21106431_10214375581842592_7358548439718529413_n

I mandags fik jeg den grimmeste besked man kan tænke sig. Jeg var på Skejby / Aarhus Universitetshospital, for at få at vide hvordan min krop tager imod kemobehandlingen. Dagene optil var jeg bange og især søndag var jeg som lammet. Jeg havde dødsangst.

Lige nu sidder jeg igen og bliver lidt lammet. Stirrer ud i den silende regn og fanges af tankemylder. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, sætte ord på. Men jeg er nødt til at prøve.

Mine forældre og jeg ankom til Skejby fire minutter før samtalen skulle finde sted. Vi sad i venteværelset og tiden gik i stå for mig. Tankerne fløj og jeg kunne umuligt fange en eneste af dem. Sygeplejersken hentede mig, havde et alvorligt udtryk og fulgte os ind til lægen. Hun har haft lange og gode samtaler med mig tidligere og hendes udtryk bekymrede mig. Lægen så ligefrem ulykkelig ud. Hun tøvede ikke før hun sagde, at der var dårligt nyt. At skanningen ikke var god. Det løb mig koldt ned af ryggen og den første tåre fandt vej ned af min kind. Hvad betyder det? fik jeg spurgt. Det betyder at kemoen ingen virkning har. Tværtimod har kræften spredt sig til nyrer, lever og knogler. Nu strømmede tårerne og mit sind blev farveløst og sløret. Trods tomheden fik jeg spurgt om hvad der så skulle ske med mig. Jeg bliver fri for flere behandlinger, der er ikke mere de kan gøre på Skejby og så starter en smertebehandling. Ingen ved hvor lang eller kort tid jeg har igen. Ordet hospice blev nævnt og min verden faldt fra hinanden. Jeg følte det var en dødsdom og at ingen kunne rede mig. Mine forældre var lige så knust som jeg.

Idag har jeg stadig ikke helt forstået det. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det. Jeg ved bare at det er ubeskriveligt uhyggeligt.

Jeg er omringet af fantastiske mennesker som overdynger mig med kærlighed og den kærlighed bare suger jeg til mig.

 

Advertisements

What now?

tumblr_o8f9twzslv1ugvglyo1_500

Hvad så nu? Nu er jeg flyttet ind hos min awesome kusine og hendes søde kæreste. De udlejer mig et værelse midt i Aarhus og jeg er dem dybt taknemmelig. Her er rart, lyst og smukt. Jeg har netop nu en tid foran mig her, hvor jeg skal finde min balance igen og fordøje alt det, jeg har været igennem. Jeg skal lade op til, at begynde at arbejde igen og frem for alt skal jeg være god ved mig selv. Alle sammen ting man skulle synes kunne lade sig gøre, men jeg har svært ved det. Meget endda. Jeg føler, at jeg står i en bobbel og verden omkring mig farer forbi. Jeg, en kvinde på 28, står uden bolig og job om få måneder og det stresser mig. Jeg vil være med derude, hvor man gør en forskel, jeg vil ha’ mit gamle arbejde med udsatte børn tilbage, jeg vil have et hjem jeg kan slå rødder i, indrette så man kan se, det er mig der bor der, jeg vil leve og føle, at jeg gør det. Lige nu må mit fokus blot være på at finde den bolig, hvor jeg kan finde ro og velvære til at bygge min verden op på ny. Det vil lykkes, det må jeg se mig selv i øjnene i spejlet og sige højt hver eneste dag. Jeg må også sige, at jeg fortjener det. For det gør jeg. Jeg fortjener det.

Those nine days

De ni dages ventetid skulle kun have været syv. Det var ni lange, pinefulde dage. Lægerne kendte til dagenes karakter og ringede for at berolige mig. Stillede sig hele tiden til rådighed og støttede mig. Alligevel var jeg angst. Ikke bare urolig og bekymret, jeg have dødsangst. Negative tanker herskede over mit sind og tvang mig i knæ. Jeg kunne ingenting, kunne knap være i mig selv. Da svaret så kommer og det faktisk bare har ventet på, er en konstatering af at man er alvorligt syg, tvinges jeg kun mere i knæ.

Nu var spørgsmålet, hvordan jeg skulle behandles. Om menuen stod på operation eller en kombination af stråling og kemo. Det skulle der en udredning til at bestemme. En udredning som bestod af scanninger i MR scanner og PET-CT scanner. Ligeledes en undersøgelse af svulsten, mens jeg lå i fuld bedøvelse. I dagene op til disse undersøgelser, lå jeg på enestue på Klinik for Kvindesygdomme på Skejby. Jeg var pludselig fattet. Faktisk uhyggeligt fattet og havde min humor med mig. Engang imellem tænkte jeg, at det var upassende så meget som jeg kunne grine med mine gæster. Så lidt jeg græd. Så lidt jeg frygtede. At angsten var gledet i baggrunde. Sagen var bare, at distancen gav mig tid til at lade op til behandlingen. Det var som et tilløb til noget stort.